Henrik Ibsens skrifter

Studentersamfundets bestyrelse har fundet det passende at tilstille mig ​en skrivelse ledsaget af en afskrift af ​et af samfundets formand, prof. Lorenz Dietrichson, lørdagen den 10. Oktober holdt foredrag vedkommende mit afslag på et af studentersamfundet mig tiltænkt fakkeltog.

En flerhed af samfundets medlemmer har ifølge bestyrelsens skrivelse fundet det passende i det hele og store taget at udtale sin tilslutning til formandens foredrag, som et udtryk for deres stemning i denne sag.

Denne tilslutning på forhånd må jeg betegne som en overilet handling, og fra min side vilde det måské været det mest passende at tilbagesende begge de modtagne

Faksimile

aktstykker uden nogensomhelst bemærkning.

Men af hensyn til de mig venligt sindede medlemmer af samfundet vil jeg dog i muligst korthed oplyse om mit sande og virkelige forhold i sagen.

Da herr Lorenz Dietrichson, ledsaget af ​ en af sine kollegaer, mandagen den 28. September om formiddagen indfandt sig hos mig for at tilbyde mig et fakkeltog, føjede hans ord sig således, at jeg bragtes til at tro at forslaget til denne æresbevisning, i samfundsmødet lørdagen i forvejen, var fremsat af bestyrelsen selv.

Dette overraskede mig, så meget mere som jeg hverken under mit første ophold i Kristiania i sommer, – efter elleve års fravær fra landet, – eller nu i høst havde sporet noget som helst tegn på velvilje fra samfundsbestyrelsens side.

Jeg var naturligvis ikke et øjeblik i tvil om at bestyrelsens formentlige initiativ måtte være fremkaldt ved et eller andet tryk udenfra. Men jeg betragtede det dog som et slags høflighed af bestyrelsen at den havde givet efter

Faksimile

for dette tryk. Jeg formede derfor også mit afslag i et høfligt om end kort og bestemt: «Nej, tak!» Derhos yttrede jeg i løbet af samtalen, at da jeg ikke fra samfundets side havde ​formærket nogen særlig glæde over min nærværelse, så ønskede jeg heller ingen jubel foranlediget ved min afrejse. Den sidste del af udtalelsen faldt visselig i en spøgefuld tone, men rummer dog en alvorstanke, som forhåbentlig vil forståes af adskillige. Det undrer mig kun at en alvorlig personlighed, som herr Lorenz Dietrichson, ikke har ​formået at ​få syn på den.

​Argumentet hentet fra mit afslag til arbejdersamfundets bestyrelse faldt først senere hen og benyttedes af mig som svar på et af professoren fremmumlet, visstnok såre oprigtigt ment men på mig ubehageligt virkende forsøg på at ​omstemme mig angående fakkeltoget.

Ved afskeden bad jeg de to herrer bringe min tak og hilsen – ikke til «studenterne», som professoren har refereret, – men til «mine venner blandt studenterne». Af hans foredrag erfarer jeg at han har taget denne tak og hilsen til

Faksimile

indtægt for sig selv, for sine kollegaer i bestyrelsen og for samfundets samtlige medlemmer. Det er en misforståelse. End ikke i den stund, da fakkeltoget blev mig tilbudt, faldt det mig ind at smigre mig med at jeg havde lutter venner i herr Lorenz Dietrichsons studentersamfund.

Foranstående gengiver i alt væsentligt, hvad der passerede mellem samfundsbestyrelsens deputation og mig. Af professorens foredrag ser jeg at jeg anede ganske rigtigt, da jeg i ​mit telegramsvar fra København forudsatte at hans referat af mit afslag måtte have været ufuldstændigt. Det har været ufuldstændigt og som følge deraf, – antageligvis af vanvare, – vildledende.

Senere hen på dagen, efter at deputationen havde været hos mig, erfarede jeg ​fra forskellige hold at beslutningen om fakkeltoget havde en forhistorie. Denne forhistorie havde de to deputerede herrer glemt at berøre. Det blev mig nu, med forsikring om fuld pålidelighed, fortalt at det ingenlunde var bestyrelsen, jeg havde at takke for initiativet i denne sag, men at forslaget uventet og

Faksimile

uforberedt var blevet fremsat af en fraktion i samfundet, som sædvanligvis befinder sig i minoritet, men som netop lørdagen den 26. September var så mandstærk tilstede at den formåede at sætte sin vilje igennem.

Det blev mig derhos fra flere kanter forsikkret at et forslag, tilsigtende en sådan æresbevisning for mig, under samfundets og dets bestyrelses nuværende sammensætning, umulig vilde kunnet gå igennem så fremt det i tide var blevet bekendt for det rådende parti inden studenterkredsen.

Med denne tingenes tilstand for øje, siddende inde med udvidede oplysninger om de reaktionære tendensers overvægt i studentersamfundet, var det at jeg, i ​en kreds af besøgende, blandt hvilke student Rode befandt sig, udtalte mig om samfundet og den dersteds for tiden rådende ånd. Mine udtalelser lod til at interessere den unge student og der undslap ham et udråb om, hvor gerne han vilde få lov til at fortælle «sine venner», eller måské «de unge studenter» dette.

Hertil svarede jeg at han gerne måtte fortælle det til hvem han vilde,

Faksimile

både i og udenfor studentersamfundet.

Men det lå end ikke i min fjerneste tanke at han havde ​en officiel meddelelse for øje. Dette fremgår ​noksom deraf, at jeg i mit telegram fra København bad samfundsformanden om selv at meddele studenterne min ​hjertensmening.

Jeg har under mit mangeårige fravær fra hjemmet aldrig kåret mig nogen officiel stedfortræder eller ​målsmand dersteds. Havde jeg tænkt på ved denne lejlighed undtagelsesvis at efterlade mig nogen sådan, da havde jeg visselig valgt en af de ældre og mere erfarne blandt mine bekendte og jeg havde da også ​overantvordet denne, hvad jeg ønskede meddelt fra mig, i en præciseret form. Men, som sagt, noget af den slags har ikke ligget i min tanke.

I og for sig kunde det jo være mig så temmelig ligegyldigt enten mine yttringer blev meddelte under et forhandlingsmøde eller ved punschbordet.

Men hvad jeg ingenlunde er tjent med, det er at student Rode ikke har gengivet mine ord og heller ikke min mening.

Faksimile

Hvis jeg tør holde mig til professor Dietrichsons fremstilling i foredraget, så har nemlig student Rode udtrykt sig omtrent som så: «Henrik Ibsen ønsker at højrepartiet, majoriteten i studentersamfundet, skal gøre ham den glæde at kaste professor Dietrichson og hans kollegaer og vælge en frisindet bestyrelse.»

Mine egne ord under samtalen faldt derimod omtrent således: «Jeg attrår ikke fakkeltog eller sligt. Den største glæde, studentersamfundet kunde berede mig, vilde være, om venstrepartiet, minoriteten, kunde vokse sig så stor og stærk deroppe at den blev majoritet og da selvfølgelig kastede både Lorenz Dietrichson og de andre ud af bestyrelsen og valgte frisindede mænd i deres sted».

Dette synes jeg der er god mening i. Hvad student Rode angives at have refereret, synes jeg er meningsløst.

Jeg lægger dog ikke den unge student noget til last i denne sag. Har han under forhandlingsmødet ​gereret sig, som om han var min officielle repræsentant, så har han utvilsomt troet sig berettiget til at gøre det. Har han

Faksimile

gengivet mine ord i en vildledende form, så har han dog utvilsomt ment at han refererede korrekt, hvad han havde hørt mig sige. Han er vel endnu ikke så stærkt dreven i logiske distinktioner.

Men den herre, som jeg lægger overmåde meget til last, det er studentersamfundets formand. Han peger selv i sit foredrag hen på sit mangeårige kendskab til mig; og dog giver han sig mine af at han virkelig for ramme alvor tror at jeg har ønsket studenterne tiltalte omtrent således: «Hør, I gode højrestudenter i samfundet, det er mit forlangende at I ved næste bestyrelsesvalg skal stemme imod eders egen overbevisning. Jeg vil at I skal kaste professor Dietrichson og eders øvrige meningsfæller i bestyrelsen, og derhos vil jeg at I skal vælge en ny bestyrelse, bestående af eders egne modstandere».

Kan professor Dietrichson bekvemme sig til på ære og samvittighed at forsikkre at han virkelig har tiltroet mig en sådan tankegang?

Tør han, som har kendt mig i så mange år, på ære og samvittighed benægte at der hos ham opstod en lønlig formodning om at jeg i

Faksimile

virkeligheden havde udtalt det fra mit standpunkt ønskelige i at ret mange højrestudenter ret snart måtte komme til at tilegne sig et frisindet livssyn, så at det blev dem en selvfølgelig nødvendighed at skille sig af med ​stagnationsmagerne og i deres sted indsætte et styre, der havde kontakt med tidens tanker og bestræbelser.

Tør professor Dietrichson påstå at en sådan eller lignende formodning slet ikke faldt ham ind?

Men det er jo rigtignok sandt, – havde han givet formodningen ​lydeligt udtryk, så havde vel også samfundet undt sig tid til at indhente en autentisk forklaring fra mig selv, og så kunde jo herr Lorenz Dietrichson let risikeret ikke at få ​producere sig i et større nummer for den nys indkomne ​rus fra ​provinserne.

Og her tilbød sig jo virkelig en lejlighed, som nok var værd, ikke at ​lade slippe sig ud af hænderne.

Her var der anledning til at få ​insulteret en digter. Og ​digterne er jo for tiden ikke populære i Norge.

Digterne er nu aller mindst populære i ​de kredse, efter hvis smag

Faksimile

og synsmåde herr Lorenz Dietrichson bruger at indrette sine festtaler.

Jeg finder det derfor let forklarligt at herr Lorenz Dietrichson just på dette tidspunkt ​forskaffede sig anledning til at få holde et foredrag imod mig, især da jeg var fraværende. Og jeg finder det ganske betimeligt og tidsmæssigt gjort af ham at dette foredrag udstyredes med allehånde simple ​sigtelser og beskyldninger, hvilke erfares at have behaget studentersamfundet så ​højligen, at det har vedkendt sig dem «som et udtryk for samfundets stemning i denne sag».

Men nu har jeg her oplyst at «denne sag» i virkeligheden er en ganske anden sag, end den, som professor Dietrichson lader til og som samfundet sés at være gået ud fra. Forudsætningerne existerer ikke; har aldrig existeret. Herr Lorenz Dietrichsons foredrag dingler altså i luften. Det hele er ikke andet end en oratorisk papirdrage, som denne alvorsmand har ladet gå tilvejrs.

Men hvad der står fast, som om det var spigret, det er samfundets godkendelse af foredraget.

Jeg må derfor gentage, hvad jeg begyndte

Faksimile

med: studentersamfundet har ved denne lejlighed handlet overilet.

Mig vil det ikke lykkes samfundet eller dets formand at få tilføjet nogen varig skade, fraregnet en viss slags følelse, som denne episode vil efterlade hos mig for den tilbagestående del af mit liv. Jeg vil vedblive at være den jeg var dagen før Lorenz Dietrichsons ​attentat. Jeg har under hele denne fakkeltogs-historie ikke havt nogen anledning til at vise mig hverken «liden» eller stor, hverken «trangsynet» eller vidtskuende. Det «åndstyranni», som man har villet ​imputere mig, har været et tomt fantasibillede, og min færd under hele sagen har på intet punkt været eller kunnet være brydende med min «lære» eller med min digtning.

Men ​samfundsmajoriteten vil jeg spørge om jeg ikke, efter hvad der nu er passeret, havde instinktets ret i på grundlag af min «hjertensmening» at frabede mig en æresbevisning, der var fremtvungen ved overrumpling? Det indrømmes mig dog vel nu at jeg havde ganske god ​føje til at nære mine tvil med hensyn til ægtheden af den velvilje, der kom tilsyne fra studentersamfundet, – således som denne ​korporation for tiden viser sig at være sindet og repræsenteret.

Jeg ​forventer at denne skrivelse, ved bestyrelsens foranstaltning, blir meddelt

Faksimile

studenterne og almenheden for øvrigt.

Jeg forlanger at skrivelsen i sin helhed, første lørdags aften efter modtagelsen, og efter forudgået varsel, blir oplæst fra det samme sted i samfundssalen, fra hvilket jeg, uden foranledning fra min side, af samfundets formand og under samfundsmajoritetens bifald er bleven insulteret.

Hermed har jeg sagt, hvad jeg både for øjeblikket og for fremtiden har at sige studentersamfundets bestyrelse.